Pighvar Fiskeri 2019

surfcasting efter pighvar
4.2/5 (5 Reviews)

Hvornår er det sæson for Pighvar?

Du kan begynde at fiske pighvar allerede i det tidlige forår, afhængig af varmen, så april er for det meste en god sæsonstart. Pighvar trækker ind mod kysten for at søge føde op til parringssæsonen, så her vil du bl.a. kunne fange godt fede hunner med rogn – ofte på helt op til 4 kg! Omkring midsommer (slut juni) trækker en stor del af bestanden ud på dybere vand, hvor de gyder. Derfor må du længere væk fra kysten, hvis du vil have pighvar på krogen fra august til og med oktober.

Se vores fiskekalender og se præcis hvornår du kan fange pighvar og alle de andre fisk

hvor-fanger-man-pighvar

hvor er pighvarren?

Pighvar holder af fast grusbund og kraftig strøm. Oplagte fiskesteder er derfor Djursland, Lillebælt, Langelandsbælt, Storbælt og Øresund. Mange lystfiskere har også kastet sig over pighvarsfiskeri langs Vestkysten, både i området mellem Blåvand og Hvide Sande, men også ved Hanstholm i nord.

HVAD HEDDER PIGHVARREN PÅ ANDRE SPROG?

  • Latin: Scophthalmus maximus
  • Tysk: Steinbutt
  • Engelsk: Turbot
  • Svensk: Piggvar
  • Norsk: Piggvar

Sådan fanger du en pighvar

Et varmt, roligt vejr er langt at foretrække og fisker du for eksempel ved vestvendte kyster, vil du efter et par dage med østenvind opleve at pighvar bider langt oftere. Fralandsvinden sørger nemlig for en rolig overflade og en kraftig understrøm.

Som udgangspunkt er morgen og aften altid de bedste tidsrum at fiske fladfisk i. Et rygte siger, at tidsrummet omkring højvande er ideelt, men du må nok selv eksperimentere for at få be- eller afkræftet dette!

I forhold til stang og line er en spinnestang på 9-10 fod at foretrække. Brug under alle omstændigheder en kastevægt på 30-50 gram, så du også kan få større eksemplarer i land. Som udgangspunkt er et specialhjul ikke nødvendigt, men en line på 0,3 mm kan varmt anbefales. Vælg en stærk line, der ikke slides i friktionen med den hårde grusbund.

Det foretrukne agn er tobis, men alt fra børsteorm, reje, krabbe, hundestejle og mindre fladfisk til hornfisk, makrel og sild kan sagtens bruges. Brug mindre agn først på sæsonen og skru op for størrelsen i slutningen. Det er desuden altid en sikker vinder at bruge naturlige agn, da pighvar har gode øjne. Du kan dog også fiske pighvar på spinner, Gulp, Tobis, pirk eller blink, sågar flue!

Metoden til at fange pighvar er selvsagt anderledes end at fiske andre rovfisk, og der kan være en del andre udfordringer. Først og fremmest: Pighvar har et tungt hug, så hold godt fast på stangen! Fisken ligger godt skjult i sandet og når maddingen trækkes over sandbunden, suger pighvaren kraftigt til. Så kunsten er både at give et kraftigt modhug, så krogen sætter sig godt fast, men samtidig at give et konstant og stabilt træk, som presser fisken mod land.

Når først du har fået pighvaren til at lette fra bunden, kan du spinne den roligt ind. Tag dig i agt for fladfiskens flugtforsøg: Den vil ofte forsøge at grave sig ned i bunden igen og dette er en af de største grunde til, at man taber fisken af krogen. Hold derfor et stabilt, forholdsvist blidt pres på linen med mange mindre spinstop. Mange risikerer at lave et hårdt ryk under indspinningen og dermed river man krogen helt ud af det brede gab på fisken.

Under indfangningen er det bedste tip at træde ned på fisken, så du bedre kan få fat i gælle eller mund, hvorefter du kan bære pighvaren i land. Husk altid køleboks, da det delikate kød nemt rådner på få timer i sol og varme.

PIGHVAR FORFANG

Det er op til dig, hvilken type krog og forfang, du vil bruge, men vælg under alle omstændigheder en meget spids og robust krog. Du kan benytte enkelt- eller trekrog, og blink/pirk, perler og spinnerblade giver ekstra gode odds pga. pighvarens skarpe syn.

Prøv også en fladfiskeske, der kan banke ned i bunden og lokke pighvaren frem. I stille vejr behøver du ikke tunge kastevægte, og kast højst 20 meter ud, da fladfisken holder til ganske tæt ved kysten.

Størrelse på Pighvar

Er du på udkig efter en stor fangst, så er pighvar bestemt i mesterklasse. Pighvar er den næststørste fladfisk i Danmark og den nuværende rekord for lystfiskeri af pighvar er på hele 11,2 kg fra 1999! Måske bliver rekorden dog snart slået, for der er bestemt gode vilkår for at fange pæne eksemplarer af fladfisken. Særligt ved Vestkysten kan du fange pighvar helt tæt ved kysten, og her fanger lystfiskere ikke sjældent store pighvar, ofte på omkring 4-6 kg. Tidligt på sæsonen, inden gydning, vil du tit se hunner med rogn på mellem 1,5 og 4 kg.

Fredning og mindstemål på pighvar

Mindstemålet er 30 cm i Bælterne og Østersøen, og 32,5 cm i Flensborg Inderfjord. Der er endnu ingen fredning på pighvar i de øvrige danske farvande. Som udgangspunkt kan pighvar fiskes af alle, uanset erfaring. Det er derfor også tale om en fisk, der i visse perioder kan være tømt ud ved populære fiskespots.

DM i Pighvar fiskeri - VIDEO - Tips & Tricks

Rigtig fin video fra DM i Pighvar Fiskeri 2019.

Der falder også et par gode tips og tricks af.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *